Bastian Grundtmann kommer til verden.

Bastian Grundtmann fødes.

Jeg begyndte så småt at få veer omkring spisetid Mandag den 14. Maj. Jeg kunne sagtens holde dem ud, og dagen fortsatte som den ellers ville have gjort, med kaffe hos oldemor Gurli flere gange. Dog fik jeg ikke sovet så meget om natten, da jeg vågnede af veerne.

Tirsdag den 15. Maj var det stadigt stille og rolige veer, med lang tid imellem, så vi var en tur hos de kommende farmor og farfar. Mens vi var derude begyndte de veer at bide en lille smule, men jeg kunne stadig godt holde det ud. Så vi kørte en tur på pizzaria, da vi regnede med at det nok blev det sidste vi fik at spise inden jeg skulle føde. Jeg måtte lige låne disken til at hvile på inden vi bestilte, da jeg jo selvfølgelig fik en ve, lige som vi skulle til at bestille maden. Og jeg måtte da også holde et par enkelte pauser mens vi spiste, så jeg kunne koncentrere mig om ikke at spænde under veerne. Hjemme igen måtte jeg lige drikke en kop kaffe hos oldemor Gurli, for hun troede at vi var kørt på hospitalet, da vi ikke var hjemme.

Ca. klokken 22:00 ringede jeg så til fødegangen, og meldte at jeg havde uregelmæssige veer, men ingen vandafgang, og at veerne alligevel var begyndt at bide lidt. Jeg ville jo gerne undersøges, og vide om jeg var begyndt at åbne mig. Men jordemoderen mente bestemt ikke at jeg var i fødsel, og syntes jeg skulle blive hjemme.

Jeg ringede igen ved ca. 24:00 tiden, for nu syntes jeg faktisk det gjorde ret ondt, selvom veerne stadigt var uregelmæssige. Men igen mente de ikke jeg var noget nær fødsel, og jeg skulle da kun komme hvis jeg absolut insisterede, så jeg blev hjemme på sofaen lidt endnu, og sendte farmand Kenneth i seng, så bare en af os kunne få lidt søvn den nat. Jeg prøvede at brodere lidt, mens jeg ventede på sofaen, men det kunne man altså ikke, for hver gang jeg havde kigget på mønsteret og skulle til at sætte nålen i stoffet, fik jeg lige en ve mere. Så jeg opgav broderiet og satte mig i stedet til at se lidt fjernsyn.

Men ved 02:00 tiden blev der pludseligt kortere mellem veerne, og de varede også længere tid nu. Og inden jeg vidste af det havde jeg nonstop veer, med meget få og meget korte pauser imellem. Da der endelig kom en pause, forsøgte jeg at ringe til Hillerød sygehus, men der var optaget på begge linier, så jeg bestemte mig for at vi bare måtte køre nu uanset om de var klar til os eller ej. For jeg kunne hverken sidde, ligge, gå  eller stå for veer. Så jeg fik vækket farmand Kenneth, med besked om, at nu kunne han altså godt komme ned. Det gjorde han så og havde hurtigt alt klar, inklusive mig, i hurtigt tempo men med en god ro over sig. Vi brugte vidst lige et kvarters tid  på at komme ud til bilen ,for jeg havde et enkelt langt pit-stop på vejen.

Det var lidt svært at sidde i bilen med alle de veer hurtigt efter hinanden. Da jeg havde det bedst, med at stå med rumpen lige i vejret og tegne 8-taller. Det kan man jo ikke på et bilsæde, så jeg sad og hoppede lidt op og ned, mens jeg pev lidt af mig selv, og bandede alle opbremsninger og ujævnheder i vejen af H….. til.

Da vi ankom til sygehuset blev jeg parkeret ved indgangen, mens Kenneth parkerede bilen. Det tog os omkring 45 minutter, at gå fra indgangen op til fødeafdelingen, da jeg temmelig ofte måtte stå stille, i mange minutter, med hurtige stærke veer. Og jeg skulle i hvert fald ikke ned at sidde i en kørestol, for det ville bare gøre ondt og give mig endnu flere veer var jeg sikker på, og det orkede jeg altså ikke. Lidt dumt men sådan blev det, for man skal ikke diskutere med en fødende kvinde.

Klokken 04:15 lige da vi kom rundt om hjørnet til fødeafdelingen, kunne jeg høre en jordemoder, der sagde at de gik og ventede på en ung pige, der sagde at hun skulle føde. ”Det er mig!!!!!!!” tænkte jeg bare. Og lige som vi kom forbi døren til kontoret, var jeg lige ved at støde ind i jordemoderen. Men jeg skubbede hende væk, for jeg havde lige nøjagtig fået endnu en ve, og den gjorde bare nas, så jeg kastede mig op af væggen, hvor der var en kant jeg kunne støtte mig til. Den ret så unge jordemoder kiggede meget medfølende på mig et par minutter, og sagde så: ”nåh du har da vidst nogle gode veer”. Jeg tænkte bare at det da ikke var for sjov jeg havde ringet ind tidligere, men kunne kun få en lille summende lyd ud. Jordemoderen fik helt dårlig samvittighed og undskyldte nærmest, for hun kunne jo se at jeg faktisk havde prøvet på at ringe klokken 02:00, så hun ville skynde sig at finde den jordemoder jeg skulle føde med, så jeg kunne komme videre i systemet.

Jeg blev fulgt ind på en undersøgelsesstue, og heldigvis undersøgte jordemoderen mig indvendigt inden hun gjorde noget andet. For det skulle jo vise sig at jeg var 5 cm åben, så vi skulle videre til fødestuen med det samme.  Lige en tur på toilettet hvor jeg måtte stå op og tisse fordi jeg  ikke kunne sidde for veer, og så videre til fødestuen.

På vejen ind til fødestuen blev jeg ret så irriteret på min jordemoder, for hun ville hele tiden holde mig i armen, sikkert fordi jeg så meget besværet og træt ud, men det gad jeg simpelthen bare ikke. Ingen skulle unødigt røre mig, så længe jeg havde så ondt, så det fik hun meget pænt besked på at acceptere, og så kunne vi fortsætte stille og roligt ind på fødestuen.

Inde på fødestuen kunne jeg bare se en stor og dejlig elevationsseng, så den skyndte jeg mig at kravle op på. Så sad jeg der på knæ og forsøgte at pille mit tøj af, selvom det var hundesvært, for jeg havde lige en ve på vej, og midt i det hele måtte jeg hoppe ned af briksen, da jeg ikke kunne nå at ligge mig ned, inden veen var over mig. Så stod jeg der splitter ravende Hans-Jørgen og svingede med bagen igen. Nåh færdig med det, og så ellers op på briksen og ligge så jeg kunne få hvilet mine stakkels trætte ben.

04:25. nåh så fik jeg sådan et bælte på, der skulle måle min og babys hjertelyd og vise hvornår jeg havde veerne.

04:36 bliver jeg undersøgt fordi jeg meddeler at jeg har pressetrang, og allerede der er jeg 8 cm åben. De sidste 2 cm var svære da jeg syntes det var lidt svært at holde igen på presseveerne.

04:55 kastede jeg op, og under veerne dalede Bastians hjertelyd lidt voldsomt, og alt for længe, så han skulle have en elektrode på hovedet, så de kunne se hans tal helt præcist. Det gik faktisk rimeligt nemt og hurtigt, men da de skulle tænde for computeren ville den ikke virke, så de måtte finde den mobile computer. Da de fik tændt for den var der intet netværk på, så der måtte lige en ind og kigge på computerne midt under fødslen.

Så ville de også pludselig have 2 blodprøver fra Bastians hoved, og helt ærligt, lige der blev jeg altså lidt træt af jordemoderen og lægen. For hver gang de skulle noget med Bastians hoved, skulle jeg presse ham lidt frem men ikke ud, og holde et svagt konstant pres, så han ikke smuttede ind igen mens de tog prøverne. Og det er altså skide svært for at sige det mildt. Men alt for barnet selvfølgelig, så det gjorde jeg da. Men det endte med, at de måtte nøjes med 1 prøve da de ikke kunne få mere ud.

Fra jeg kom ind på stuen fik jeg lattergas, og nåede at kaste op en enkelt gang. Jeg kan også kun huske jeg havde omkring 3 eller 4 pauser, og i den første fik jeg sagt at jeg var temmelig tør i halsen, så der blev hentet lidt isvand til mig, og det sørgede Kenneth så for, at jeg fik en tår af i de næste 2 eller 3 pauser.

Så kom tiden hvor Bastian skulle ud, og det synes jeg var ret svært. Jeg var meget træt, og jeg synes det gjorde forfærdeligt ondt. Det endte da også med at jordemoderen beordrede Kenneth til at tage lattergassen fra mig, så jeg kunne hjælpe ordentligt til med at få ham ud. Min eneste kommentar var et bedende ”naaarj” men væk var den og kort efter, klokken 06:41 var Bastian jo ude og det værste overstået.

Klokken 06:48 fødte jeg moderkagen, uden veer, men det var nu ikke noget problem, den så fin ud, og var som den skulle være.

Så skulle jeg syes 2 sting, av for den da. Piv piv, det ville jeg helst ikke, men det skulle jo ordnes, så jeg bad om at få noget nålefri bedøvelse, så jeg fik lidt tryllecreme på, og alligevel hoppede, og pev jeg noget da hun stak nålen i mig.

Bastian blev født den 16. Maj 2007, fik 10 i apgar score med det samme, og vejede bare sølle 2770 g og målte 51 cm. Vi blev på sygehuset en enkelt nat, fordi personalet gerne ville holde øje med om Bastian spiste ordentligt, da han jo havde tabt sig lidt det sidste stykke tid i maven.

Hele vejen var Kenneth rigtig god til at hjælpe mig. Han var hamrende tålmodig, på hele den langvarige gåtur, fra hospitalsindgangen til fødeafdelingen. Han var god til at læse når jeg ikke kunne holde ud at blive rørt ved under veerne, og så var det jo ham der sørgede for jeg fik lidt isvand i de få pauser jeg havde. Det var selvfølgelig også Kenneth der klippede navlestrengen.

Og hvor var det skønt, at se hans stolte ansigt da han fik sin lille søn i armene. Det var nok den største dag i mit liv, og selvom det gjorde ondt, og krævede mere energi end jeg lige syntes jeg havde, så ville jeg til hver en tid gøre det igen.

Desværre var det ikke en fantastisk oplevelse at ligge på barselsgangen selvom det kun var et døgn. For den sygeplejerske der havde vagten da vi ankom til barselsafsnittet var lidt en snerpe. Hun lod til at være overbevist om at Kenneth og jeg ikke kunne sørge ordentligt for Bastian, og især var hun bange for at jeg ikke ville give ham mad nok. Men det havde hun nu ikke behøvet at bekymre sig om. Vi valgte alligevel, at blive der et døgns tid, så de kunne holde øje med, at Bastian ikke tabte sig for meget. Alt den tid Eva Ellegaard Jønsson havde vagten, kom hun hele tiden og bankede på døren og ville lige sige eller undersøge et eller andet på os begge 2, og hver gang sluttede hun af med at sige :” du skal også tisse!!!” og jeg sagde:” ja ja men det skal jeg altså ikke endnu, men jeg skal nok kalde når jeg skal”. Og 10 minutter senere var hun der igen. Så snart hun så jeg ikke ammede Bastian kastede hun sig over mig og sagde, at hun da mente Bastian var sulten, så jeg endte med at amme non-stop når ikke der lige var en bedste eller moster der skulle holde ham. Så vi var meget glade da hun endelig  tog hjem.

Heldigvis var natsygeplejersken rigtig sød. Hun kom ikke i tide og utide og generede os med alt muligt unødvendigt. Tværtimod fik hun temmelig ondt af mig da hun klokken 01:30 opdagede at jeg stadig ammede Bastian som lod til at være helt umættelig. Så hun tilbød at give ham lidt modermælkserstatning, for at se hvor sulten han egentlig var. Og han var slet ikke sulten, han syntes bare det var smadder hyggeligt at hænge i mors babser hele tiden. Så Bastian blev lagt i sengen hos mig, og da vi begge sov tungt kom natsygeplejersken og flyttede ham over i krybben så jeg kunne sove i fred og ro.

Dagen derpå blev der lige lidt kaos da Bastian og jeg vågnede for han havde skidt ud over det hele, på mig og i sengen. Så jeg rejste mig selvfølgelig op for at gå ud og skifte ham, men lige da jeg ramte gulvet opdagede jeg at jeg selv skulle tisse rigtig meget, og det er bestemt ikke let at holde sig når man lige har født. Så jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne for at nå at skifte Bastian så jeg selv kunne komme på toilettet. Men desværre kunne jeg ikke holde mig og jo mere Bastian skreg på puslebordet, jo mere tissede jeg i bleen. Så jeg var temmelig flov Da jeg stod 24 år gammel med en stor tung ble og tissede på gulvet midt i puslerummet. Meeeen heldigvis var jeg alene derinde, så jeg skyndte mig at blive færdig med Bastian og tørrede gulvet og fik afleveret ham til farmand Kenneth på stuen, med en besked om at han gerne måtte tage Bastian, da jeg selv trængte til at få skiftet bleen.

Alt i alt en generelt god oplevelse, og til tider mægtig morsomt synes jeg selv. Jeg er sikker på at nogen af de ting jeg gjorde og sagde (råbte) under fødslen, har været meget morsomme at høre og se på.