Da Felix kom ud til os.

Ja så blev det den 4. December hvor jeg havde termin, og ud ville drengen lige på datoen.Jeg vågnede klokken 05:00 om morgenen med den første ve, gik bagefter ned og tissede, og det show fortsatte så i ca. 2 timer. Altså jeg skulle tisse hver gang der havde været en ve.

Klokken ca. 07:00 blev jeg godt gal i skralden. Det var lykkedes mig at få vækket kæresten med mit hoppen rundt i sengen, og da han kom tilbage efter toiletbesøg, fik han besked på at han nok blev nødt til selv at stå op og køre Bastian i dagpleje. Han spurgte selvfølgelig “nåh hvorfor det?” og mit svar blev jo at jeg altså mente jeg havde veer, og at de allerede gorde godt ondt. Lige efter kom den næste ve, og jeg blev godt irriteret over ikke at kunne ligge fredeligt i sengen, og sagde så “det gider jeg kraft edeme ikke det her, jeg står op”. Som sagt så gjort.

Kenneth stod også op og valgte heldigvis at Bastian lige så godt kunne komme tidligt i dagpleje, når nu vi alligevel var vågne.
Mens Kenneth gav Bastian morgenmad og fik noget tøj på ham, gik jeg op til min far, med besked om at jeg havde veer og han skulle gøre sig klar til at tage med Bastian og Kenneth til dagplejen, for han var jo nødt til at hente ham igen senere. Jeg regnede jo nok med at det her fødselshalløj lige ville tage nogle timer op ad eftermiddagen og aftenen. fik dog i den sidste ve, mens jeg var dér, sagt at jeg ikke mente det ville blive en midnatsforestilling.
Nåh videre over til min farmor og fortælle at jeg havde veer, og at hun skulle være hjemme efter 15:00 for der skulle hun passe Bastian. Mens jeg var der, i ca. 15-20 minutter, tog veerne godt til, og jeg kunne ikke sidde ned længere.

Gik hjem igen, og Bastian var klar til at køre, så det gjorde far, morfar, og Bastian lige. Da Kenneth kom tilbage gik jeg i bad, for det trængte jeg til, og mens jeg stod dér havde jeg nærmest kun én lang ve. Da jeg var færdig ville jeg lige sunde mig inden jeg fik tøj på, skulle jo lige have gået den ve af mig. Men så gik vandet sgu, lige mens jeg stod der i døren til toilettet. Det var nu meget heldigt for så blev det da ikke noget større svineri, da jeg kunne nå at træde henover toilettet med det meste.
Sagde til Kenneth at han så lige skulle ringe til fødegangen, for jeg skulle jo have liggende transport.
Jordemoderen vurderede dog, at da der kun var kommet omkring 1 dl fostervand, måtte vi gerne køre selv, men fordi hun kunne høre mig pive baggrunden, næsten uden pause, og Bastians fødsel kun varede 2½ time efter ankomst, så skulle vi love at køre lige med det samme.
Så Kenneth hjalp mig i tøjet, og så smuttede vi mod bilen.

Da jeg nåede ud til bilen var jeg godt overvældet af veer, og valgte at stå på knæene på forsædet, med ryggen mod kørselsretningen, hovedet ud over nakkestøtten, med en skål i hånden, fordi jeg synes jeg havde en smule kvalme.
Da vi var næsten halvvejs fik jeg pressetrang, og kunne næsten ikke holde mig selv ud, men valgte ikke at sige det til Kenneth, for jeg synes måske han var presset nok i forvejen. Han skulle jo forsøge at få mig hurtigt på sygehuset midt i myldretiden gennem danmarks store knudepunkt (Kronprins Frederiks bro i Frederikssund, samt den store rundkørsel med udgang mod bla. Kbh og Hillerød)

Jeg blev smidt af ved hovedindgangen på sygehuset, og Kenneth kørte ud for at parkere bilen, igen er det jo stadig i den sene morgenmyldretid, så det tog altså lige et par minutter for ham at finde en plads. Og i mellemtiden var mine ret så kraftige presseveer, blevet dagens gode gerning for de gode samaritanere på sygehuset. Så da Kenneth kom løbende tilbage til mig, var jeg omgivet af diverse håndværkere, postbud, andre patienter, og receptionister med en kørestol som jeg bare ikke kunne få sat mig i. Fik lige sagt til Kenneth at jeg mente han var temmeligt meget på vej.

Ind ad døren med os hvor de i mellemtiden var kommet løbende med en seng i stedet. Jeg blev mødt af en der måske var sygeplejerske eller noget og jeg fik fortalt at jeg var ret sikker på at han stod fremme (ikke ude) med hovedet. Hendes respons på det var “Ja, så må du altså lige skynde dig lidt op på sengen, for så har vi altså ikke tid til at vente på dig, og så skal du huske at gispe, ikke!!!”

Så mig op på sengen, hvor jeg så blev transporteret, stående på alle 4 gispende og pressende på livet løs, op til fødegangen, hvor de kørte mig direkte til fødestuen.
På fødestuen bad de mig kravle over på fødelejet, og igen som sagt så gjort, med lidt besvær og et barnehovede der kronede mellem benene på mig. Jordemoderen spurgte lige om jeg ville om på ryggen, og jeg svarede at det ville jeg helst ikke (kunne overhovedet ikke holde min krop ud længere, og var overbevist om at det ikke blev nemmere af at ligge på ryggen, hvor jeg slet ikke kunne bevæge mig).
Fik overstået den igangværende presseve, og sagde så til Jordemoderen om hun da ikke kunne undersøge mig mens jeg stod sådan (på alle 4), hun svarede at det ville hun da i hvert fald prøve, og jeg bad hende vente til den nystartede presseve var overstået. Da den presseve var slut bad jeg hende skynde sig inden den næste kunne nå at komme, og hun tjekkede mig og sagde “ja det er fint, du presser bare næste gang der kommer en ve”
Jeg fik så i den samme næste presseve fremstammet om jeg da var klar, og hun svarede “ja ja pres du bare”, så det gjorde jeg da, med urkvindebrøl und alles til følge, og ca. 4-5 presseveer senere var Felix født.

Vi ankom på fødestuen klokken 9:35 og Felix er født klokken 9:43 med en vægt på 3290g og 53 cm lang. Han fik fluks 10 i apgar score og var ganske fin lyserød lige med det samme.

Verdens skønneste og meget samarbejdsvillige jordemoder gav sig straks til at juble over at være sluppet SÅ nemt igennem dagens 2. fødsel. Og mens hun gjorde det spyttede jeg også lige så stille moderkagen ud.

Jeg skulle have en enkelt knude, og hun havde heldigvis læst min journal godt (er rigtig bange for at blive syet i) og hun spurgte MIG hvordan vi skulle klare dén sag. Jeg sagde til hende at hvis hun kunne love det lidokaingel (tryllecreme) ville have en vis virkning, så måtte hun gerne sy efter det havde fået lov at virke længe nok. Så hun lagde en ordentlig slat på, og lod det sidde ca. 15 minutter, og så blev jeg sgu smertefrit repareret.

Det hele var virkelig overvældende, og det gik simpelthen så hurtigt, så jeg nåede næsten ikke at følge med, og var derfor først klar til at holde Felix lige inden jeg skulle syes. Der har han vel været 5-10 minutter gammel, men det var der heldigvis ikke nogen der så skævt til, man lod jo bare faren komme først til for en gangs skyld, og det er jo ikke dårligt synes jeg. Så kunne jeg ligge og kigge lidt på dem sammen, mens jeg forsøgte at få styr på mine helkropsrystelser, som sikkert var på grund af adrenalinen.

Alt i alt en overvældende men hurtig og nem fødsel. Og vi var hjemme igen ca. klokken 14:00 samme eftermiddag. Så endnu engang har jeg gjort mig selv til dagens vilde rygte på Hillerød sygehus.

Håber i kunne lide min fødselsberetning, jeg kan i hvert fald godt lide at fortælle den hehe….